Kan snus skade tænderne?
Snus bliver mere og mere udbredt i Danmark – ikke mindst blandt de unge. Men ved du, at snus kan give skader i munden og misfarvninger på tænderne?
Hvad er snus egentlig?
Snus består af blade fra tobaksplanten, som tilsættes vand, diverse salte, smagsstoffer samt fugt- og pH-regulerende stoffer. Snus indeholder også en række stoffer, som mistænkes for at være kræftfremkaldende samt nikotin, som er et stærkt vanedannende stof.
Det er ikke ulovligt at bruge snus, men siden den 1. januar 2016 har man ikke kunnet købe snus lovligt i Danmark.
Snus kan skade dine tænder og din mund
En af de meget uheldige virkninger, som snus kan have, er, at tandkødet trækker sig tilbage, så starten af rødderne af dine tænder bliver synlige. Når først tandkødet har trukket sig tilbage, så tænderne er blevet længere, så kommer det ikke tilbage, selvom man holder op med at bruge snus. Til gengæld vil de slimhindeforandringer, som opstår der, hvor man lægger sin snus, normalt forsvinde igen, når man holder op med at benytte det.
Snus misfarver i øvrigt også tænderne og ofte vil dit spyt have en brunlig farve.
Lidt tal om snus
Sundhedsstyrelsen har lavet en undersøgelse om brugen af røgfri tobak. Undersøgelsen blev foretaget blandt 15-24-årige (2019) og den viser, at:
- Hver tiende blandt de 15-24-årige bruger røgfri tobak dagligt eller lejlighedsvist
- Seks procent bruger snus eller tyggetobak hver dag, mens seks ud af ti aldrig har prøvet det
- Røgfri tobak er særligt udbredt blandt mænd – hver tiende unge mand bruger røgfri tobak dagligt, mens det kun er få procent blandt kvinder
- Unge, der bruger røgfri tobak dagligt eller lejlighedsvist bruger det både sammen med venner, når de er alene, hjemme, på arbejde, og når de er i skole
- Halvdelen af de unge, der bruger røgfri tobak, har forsøgt at stoppe en eller flere gange uden held
Statens Institut for Folkesundhed har også foretaget en undersøgelse om brugen af snus blandt gymnasieelever i 2019, og den viser, at:
- 11,3 procent blandt gymnasiedrenge og 1,6 procent blandt gymnasiepiger bruger snus til dagligt
- 1,9 procent af drengene og 0,2 procent af pigerne brugte snus i 2014
Tandlægeforeningen gennemførte i 2017 en rundspørge blandt 527 tandlæger, som viste, at fire ud af ti tandlæger har patienter med skader i mundhulen, der er relateret til brugen af snus.
Kilder: Tandlægeforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.
Lidt flere facts om snus
- Det er ulovligt at sælge snus. Siden 1. januar 2016 har det været forbudt at sælge snus i Danmark.
- En pose snus kan indeholde over 40 gange så meget nikotin som en cigaret. Men da kroppen optager nikotinen langsommere fra snus end fra cigaretter, svarer en pose snus altså ikke til at ryge 40 cigaretter på én gang. Man får dog stadig en del mere nikotin i blodet fra én pose snus end fra en cigaret. Nogle unge oplever derfor, at de bliver svimle eller skal kaste op, når de bruger snus.
- Du kan blive afhængig af snus. Nikotin er vanedannende, og det kan være svært at stoppe, hvis man først er begyndt at bruge snus.
- Snus er mindre farligt for lungerne end cigaretter, fordi man ikke suger røg ned i lungerne. Men det er stadig ikke sundt at bruge snus.
- Der er identificeret op til 31 kræftfremkaldende stoffer i snus. Snus er blandt andet mistænkt for at give kræft i bugspytkirtlen. Læs mere om snus og kræft her.
- Undersøgelser viser også, at snus giver højere risiko for at få type 2 diabetes.
- Snus kan give sår på tandkødet og slide på tænderne.
- Og tror du så lige, at din kommende kæreste går og drømmer om din ånde, når du bruger snus?
Har du brug for hjælp til at stoppe med snus?
Hvis du gerne vil have hjælp til at holde op med at bruge snus, kan du ringe til Stoplinien på tlf. 80 31 31 31.