BEHANDLING
RØNTGEN AF DINE TÆNDER OG MUNDHULE
Mange diagnoser kan stilles med det blotte øje, når tandlægen eller tandplejeren f.eks. kan se, at der er et hul i tanden, men ofte er det nødvendigt at supplere med røntgen-diagnostik og tage et eller flere røntgenbilleder, og det er vi dygtige til hos Sanadent tandlægerne i Holbæk. Vi benytter et moderne sensorsystem, som dels er mere behageligt for dig og dels giver tydelige og detaljerede røntgenbilleder meget hurtigt. Røntgenbilledet vises digitalt på en skærm, umiddelbart efter at det er eksponeret.
Hvorfor er røntgenbilleder vigtige?
Røntgenbilleder er væsentlige, for at tandlægen f.eks. kan opdage caries og andre tandsygdomme, som ikke kan ses med det blotte øje.
Som en del af de jævnlige tandeftersyn tager tandlægen i Holbæk røntgenbilleder af kindtænderne ca. hvert 2.-3. år eller når det skønnes nødvendigt. Men de traditionelle små røntgenbilleder (også kaldt “Bite-Wings” eller BW), som du tygger sammen omkring, afslører ikke alt. Derfor har vi investeret i avanceret panorama-røntgen-udstyr, som giver et samlet overblik over hele underansigtet, kæber, kæbeled og kæbehuler. Panoramarøntgen kan f.eks. afsløre indkapslet kronisk betændelse, andre skjulte cyster, ikke frembrudte visdomstænder, rodspidsbetændelse samt evt. begyndende forandringer f.eks. pga. kræft osv.
Samtidig danner panorama-billedet et godt grundlag for at vurdere knogleniveauet og styrken af dine tænders fundament. Dette er meget vigtigt, hvis man skal vurdere, om der er knogle nok til at bære et tandimplantat. Det kan også bidrage til at forebygge folkesygdommen paradentose (også kaldet parodontitis), fordi panoramabilledet afslører detaljer om tandkødets tilstand, og vi kan sammen vælge den optimale behandling. Det tager kun 17 sekunder at optage et panorama-røntgenbillede, og stråledosis er meget lav. Faktisk kun ca. 25% af, hvad der ville være nødvendig, hvis tilsvarende billeder skulle tages som BW. Vi benytter fortsat BW-røntgen, når vi skal have de mindre, lokale billeder.
Sanadent tandlægerne i Holbæk tager altid et røntgenbillede (apikalt røntgenbillede), når du skal have en ny krone eller hvis du har smerter, som kunne skyldes betændelse. Du får også taget røntgenbilleder i forbindelse med rodbehandling hos tandlægen i Holbæk.
Hvis du lider af paradentose (parodontitis), vil det ind i mellem være en god idé at tage røntgenbilleder, som kan vise, om og hvor meget af dit knoglevæv, du har mistet som følge af sygdommen.
Vi benytter moderne røntgensensorer
I 2024 fik tandklinikken på Smedelundsgade i Holbæk installeret helt nyt røntgensystem, som giver skarpere og tydeligere røntgenbilleder. Samtidig har vi afskaffet “fremkaldelses-processen”, så billedet kommer digitalt op på en skærm umiddelbart efter at det er taget. Det giver endnu bedre muligheder for at understøtte tandlægens diagnostik hurtigt, sikkert og effektivt.
Er det farligt at få taget røntgenbilleder?
Nej, det er ganske ufarligt at få taget røntgenbilleder, da den dosis, som anvendes er meget lav. Faktisk får du væsentligt mere stråling fra den almindelige baggrundsstråling fra universet end du får fra røntgenoptagelser hos tandlægen.
© Sanadent Behandling – røntgen


