EFTER DIN OPERATION HOS SANADENT TANDLÆGERNE PÅ FREDERIKSBERG OG I HOLBÆK
TID TIL AT SLAPPE AF…
BEHANDLING
OPERATIONER / EFTER OPERATIONEN
Såret skal så vidt muligt holdes i ro efter indgrebet. Undgå at “pille” i såret eller at “suge” med tungen. Du bør undgå stærke fysiske anstrengelser de første 2 døgn. Ved tandbørstning børstes morgen og aften forsigtigt med en blød tandbørste i nærheden af det pågældende område. Det er vigtigt at holde munden ren efter indgrebet for at hindre infektion. Moderat blødning efter indgrebet er uundgåeligt og skal ikke give anledning til bekymring. Du kan bide hårdt sammen på et stykke gaze eller lignende i 15 min. Er blødningen kraftig og vedvarende, skal du dog henvende dig på klinikken.
På dagen for indgrebet bør kosten være kold og blød, så helingen ikke forstyrres. Vent dog med at spise, til bedøvelsen har lagt sig. Hvis såret er syet sammen, bør kosten de efterfølgende dage, indtil stingene fjernes, ikke være for grov. For at holde såret rent, skylles med klorhexidin 0,1% 3 gange dagligt i en uge eller længere, hvis tandlægen anbefaler dette. Klorhexidin fås i håndkøb på apoteket. Undgå at skylle mund 1 time før og efter tandbørstning, da tandpasta ophæver den bakteriedræbende effekt af klorhexidin.
Det er helt normalt at have ømhed eller smerter i området efter et indgreb. For at lindre smerterne, kan man tage 1-2 smertestillende håndkøbstabletter højst 3 gange dagligt. Hvis smerterne er meget stærke eller de tiltager, bør du kontakte klinikken. Hævelse efter indgrebet er hyppigt forekommende, og vil oftest være på sit højeste 2-3 dage efter indgrebet. Det er ikke et tegn på betændelse. Hvis hævelsen er meget kraftig og tiltagende i størrelse, bør du kontakte klinikken.Det er normalt at have nedsat gabeevne efter fjernelse af visdomstænder. Rygning frarådes den første uge, da det forsinker sårhelingen.
Normal heling
Efter fjernelse af en tand efterlades der et “hul”, hvor tandens rod var – denne kaldes en alveole. Allerede idet tanden fjernes, vil det bløde fra alveolen, og en kaskade af reaktioner i blodet sørger for, at der indenfor nogle timer dannes en form for en prop af blod i alveolen. Størkning af den øverste del af proppen er afgørende for, at blødningen standses. I de næste måneder vil der ske en opheling i alveolen, som i første omgang betyder, at alveolen dækkes af tandkød, og i sidste ende resulterer i, at selve alveolen udfyldes med knoglevæv.
Har du spørgsmål, kan du henvende dig til klinikken telefonisk på 33 22 90 00 eller 59 44 28 11.
FAQ
Hvad bør jeg spise og undgå på dagen for operationen?
Inden operationen er det bedst at drikke rigeligt med vand eller saft og spise, så du ikke er sulten. Efter operationen anbefales det at indtage kold og blød kost. Vent dog med at spise, indtil bedøvelsen har lagt sig. Hvis såret er syet sammen, så undgå grov kost, indtil stingene fjernes.
Hvordan skal jeg holde såret rent efter indgrebet?
For at forhindre infektion er det vigtigt at skylle munden med klorhexidin 0,1% tre gange dagligt i en uge eller længere, hvis tandlægen anbefaler det. Undgå at skylle mund 1 time før og efter tandbørstning.
Hvordan kan jeg lindre smerte efter tandoperationen?
Ømhed eller smerter er normale efter et operativt indgreb. Du kan tage 1-2 smertestillende håndkøbstabletter højst 3 gange dagligt for at lindre smerten. Evt. kan du kombinere Paracetamol med Ibuprofen.