Røntgenbilleder benyttes til at undersøge, hvad der sker under den overflade, man kan se udefra. Ofte kan man ikke se et hul på overfladen af tanden. Tandlægen tager bl.a. røntgenbilleder for at undersøge tanden og tandroden indefra. Man kan heller ikke se tandrødderne udefra og ofte knytter oplevede smerter sig til problemer i eller ved tandroden.

Sådan optages røntgenbilledet

Røntgenbilleder optages ved, at man placerer en lysfølsom plade bag det område, man ønsker at undersøge og derefter “belyser” det med røntgenstråler. Der, hvor strålerne møder noget massivt, som f.eks. en tand eller noget knogle, bliver strålerne stoppet, før de når billedet, og disse områder vil derfor optræde lyse på billedet.

Vigtigt diagnostisk værktøj

En dygtig tandlæge kan se en masse ting på et røntgenbillede og du kan altid bede din tandlæge om at forklare, hvad de ser på billedet. Den mængde stråling, man benytter for at lave et røntgenbillede er helt ufarlig.