HAR DU DÅRLIG ÅNDE? Tandlægen kan hjælpe dig!

TANDBEHANDLING OG FOREBYGGELSE

Dårlig ånde (halitosis)

Ja, det lyder lidt som haletudse, og det lugter ofte endnu værre…

Dårlig ånde (halitosis på lægelatin) hænger ofte sammen med dårlig mundhygiejne. Men der kan være andre årsager og det kan være et tegn på alvorlige sygdomme.

Dårlig ånde er ikke bare dårlig ånde. Dels forekommer det ind imellem, at det kun er patienten selv, som oplever problemet, men at det ikke kan påvises ved undersøgelsen, dvs. at patienten slet ikke lugter ud af munden, men at patienten selv oplever det sådan. Dette kalder man enten pseudo-halitosis eller halitofobi. Langt de fleste situationer er der dog en reelt problem med dårlig ånde. Og så kalder man det Ægte halitosis. Tandlæger inddeler halitosis/dårlig ånde i to hovedgrupper: patologisk halitosis og fysiologisk halitosis.

Fysiologisk halitosis

Der er heldigvis normalt en fysiologisk årsag til dårlig ånde. Det kan skyldes bakteriebelægninger eller forskellige andre processer, der foregår i slimhinderne i mundhulen. Ofte er disse processer tæt knyttet til den bageste del af tungen og ofte kan man selv løse problemet simpelthen ved at børste den bageste del af tungen, hver gang man børster tænder. Dårlig ånde kan også hænge sammen med din kostsammensætning. Hvis du f.eks. ikke får nok at spise i forhold til den mængde kulhydrater, kroppen har behov for, så vil kroppen begynde at forbrænde fedt og et biprodukt i denne proces er nogle kemiske stoffer, som lugter lidt af acetone eller neglelakfjerner. Så hvis du er på slankekur eller faster, er det ikke ualmindeligt at lugte lidt ud af munden. Det går over, så snart kroppen er i balance igen.

Patologisk halitosis

Dårlig ånde kan desværre også opstå i forbindelse med en række andre sygdomme, og nogle af disse er alvorlige, så tandlægen tager altid dårlig ånde seriøst, da det kan være et symptom på en alvorlig sygdom. Hvis du har patologisk dårlig ånde, er det væsentligt at finde frem til, hvorfra det stammer. Hvis det f.eks. opstår i mundhulen, kan det simpelthen skyldes en betændelsestilstand f.eks. i tandkødet. Det kan tandlægen hjælpe dig med at få bugt med og det er en god idé at begrænse skaden, før det udvikler sig til paradentose eller andet.

Hvis udgangspunktet for den dårlige ånde ikke er i mundhulen, kalder tandlægen det extraoral patologisk halitosis, og det kan have rigtig mange forskellige årsager, herunder diabetes, kronisk bihulebetændelse, udposning på spiserøret, forskellige reumatiske lidelser, herunder Sjøgrens syndrom, nyresvigt, leversvigt, forskellige kræftformer i næse eller svælg eller noget helt andet. I disse situationer er det vigtigt at opdage problemet og få det henvist til en læge eller speciallæge, som kan iværksætte den korrekte behandling.